Man vil, hvis man kan...

Af Christina Qvistgaard

Begrebet unge med særlige behov er betegnende for en masse mennesker. Når jeg skriver historier til magasinet, møder jeg nogle af dem. Uanset hvor forskellige de er, så har de det til fælles, at de imponerer!

De imponerer fordi de, i langt de fleste tilfælde, lærer at spille med de kort, de har fået på hånden – og for manges vedkommende også spiller både klogt og godt. For slet ikke at nævne, at både de unge og deres pårørende også er nogle af de mest interessante mennesker, jeg har mødt. De har nemlig noget på hjerte.

Det lyder banalt at sige, at man næsten glemmer sine egne genvordigheder i deres selskab – for selvfølgelig gør man ikke det, men man forlader mødet med dem med en dybfølt respekt. I denne udgave af Uddannelsesmagasinet for unge med særlige behov, kan du fx møde Line Marie, som trods masser af modgang fuldførte sit gymnasie og er klar på meget mere uddannelse. Line Marie er et fantastisk eksempel på, at man med mod og vilje kan gennemføre noget, selvom man er utroligt sårbar.

I dag står hun som repræsentant for kampagnen En Af Os som har til formål at afstigmatisere psykisk sygdom og bekæmpe diskrimination. Det gør hun rigtig godt. For man er aldrig i tvivl om, at Line Marie både har ben i næsen og masser af rygrad, selvom hovedet engang imellem ikke vil være med.

At nå så langt som man kan med de vilkår, man har fået, er lidt en rød tråd i denne udgave. Det gælder fx de unge på Nordfyns Ungdomscenter, som arbejder få timer om ugen. Inden de startede deres STU, var det de færreste, der spåede dem muligheder på arbejdsmarkedet. Og selvom det for mange ikke virker af meget – kan 3 timer om ugen være en kæmpe sejr for en ung udviklingshæmmet. Cæcilie som har cerebral parese – det man i gamle dage kaldet spastisk lammelse – har også kæmpet hårdt for sin plads på arbejdsmarkedet ligesom det har krævet Benjamin fra Produktionsskolen Meritten i Aabenraa mange kræfter at få sin EGU læreplads i hus.

Pointen er ikke, at man kan hvis man vil. Pointen er, at man vil, hvis man kan

Derfor hjælper det ikke, at politikerne gør livet sværere for dem, der allerede har været igennem nok. Man holder ikke op med at have et fysisk eller psykisk handicap eller en diagnose, fordi der bliver luget ud i ens indkomst. Tværtimod får man bare endnu et kors at bære – lagt til en byrde som i forvejen kan være helt utrolig tung. De unge, der klarer sig igennem og får uddannelse og arbejde, der svarer til evner og kunnen, fortæller alle sammen om hjælp og støtte som et stort incitament. De fortæller ikke om pisk og tvang!